Ændringer i vikarreglerne til nyt tilskudssystem
I forbindelse med arbejdet med det nye system (FSKR Portalen) har Fordelingssekretariatets bestyrelse gennemgået vikaradministrationsgrundlaget med fokus på regelforenkling.
Følgende ændringer er besluttet og får virkning med ibrugtagen af det nye system:
- Reglen om den fraværendes underskrift på vikarskemaet fraværsdel bortfalder og erstattes af, at skolen ved hver indberetning afgiver en tro– og loveerklæring om, at de indberettede oplysninger er korrekte. Overholdelsen af reglen følges op med stikprøvekontrol.
- Fravær med kritisk og kronisk sygdom sidestilles med almindelig sygdom med en karensperiode på fem dage og uden krav om særlig dokumentation for henholdsvis kritisk og kronisk sygdom. Uddybningerne Kritisk sygdom og Kronisk sygdom udgår derfor.
- Kravet om, at skolelederen skal underskrive redegørelsen for sygdom på mere end tre måneder, bortfalder.
I det nuværende system skal skolen hente en blanket på Fordelingssekretariatets hjemmeside. Skolen udfylder blanketten, som underskrives af skolens øverste ledelse, hvorefter skolen indsender blanketten via Eunoimia.
I det nye system er der designet en proces, der automatisk igangsættes af systemet, når et fravær med fraværsårsag Sygdom har varet i tre måneder. Skolen modtager mail med link direkte til FSKR Portalen, hvor redegørelse udfyldes i systemet og gemmes. Herefter modtager skolen en ny mail med link, hvor redegørelsen godkendes. Skolens administrator vil kunne godkende redegørelsen. Det er derfor ikke længere et krav, at skolens øverste leder har underskrevet redegørelsen. Redegørelsen gemmes automatisk på fraværet og kan søges frem af skolens administratorer ved behov. Fordelingssekretariatet kan se af hvem og hvornår redegørelsen er udfyldt og godkendt.